Momsfritagelse

Du skal forholde dig til dine faglige kvalifikationer og den både du behandler på, for at måtte tilbyde momsfritaget behandlinger:

Krav til faglige kvalifikationer for momsfritagelse

Du har fire muligheder for at opfylde kravene til de faglige kvalifikationer:

1. Autoriseret af Styrelsen for Patientsikkerhed

Er du autoriseret af Styrelsen for Patientsikkerhed er dine behandlinger momsfritaget, så længe du arbejder inden for dit fag. Det er fx læger, kiropraktorer, ergoterapeuter, fysioterapeuter, kliniske diætister, sygeplejersker, jordemødre, m.m.

Du kan være autoriseret men arbejde uden for dit fag, hvis du fx er uddannet jordemor og har en klinik for zoneterapi. Så skal du leve op til kravene for en godkendt uddannelse i zoneterapi, for at kunne tilbyde zoneterapi momsfrit. I de fleste tilfælde betyder det 250 timers undervisning i den primære behandlingsform, dvs. zoneterapi.

2. Godkendt uddannelse til alternativ behandler

Er du alternativ behandler, kan du arbejde momsfritaget hvis du bl.a. har haft 200 timers undervisning i anatomi/fysiologi, 100 timers sygdomslære/farmakologi, 250 i din primære behandlingsform, 10 timers klinikvejledning/-behandling og 100 timer øvrig sundhedsfaglig undervisning.

For psykoterapeuter erstattes undervisningstimerne i anatomi/fysiologi og sygdomslære/farmakologi af undervisningstimer i den primære behandlingsform.

Din uddannelse til behandler skal være afsluttet med en eksamen, hvis du vil arbejde momsfritaget.

3. Registreret Alternativ Behandler (RAB)

SKAT har siden august 2018 anerkendt, at du uden yderligere dokumentation kan arbejde momsfritaget, hvis du er ”Registreret Alternativ Behandler”.

Læs mere om RAB-ordningen

4. Udtalelse fra Sundhedsstyrelsen

SKAT tillader momsfritaget arbejde, hvis du kan fremlægge en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen, som dokumenterer, at du har tilstrækkelige faglige kvalifikationer til at udføre den behandling, du giver.

Behandlingskrav til momsfritagelse

Kravene til de momsfrie behandlinger kan kort beskrives som:
  • Du skal stille en diagnose på sundhedsmæssige uregelmæssigheder.
  • Behandlingerne skal have til formål at helbrede sundhedsmæssige uregelmæssigheder.
  • Hvis klienten har symptomer på øget risiko for at komme til at lide af en sundhedsmæssig uregelmæssighed – fx højt blodtryk – må du også foretage behandlinger med henblik på at forebygge dette, men generelle råd og vejledninger kan ikke momsfritages.
Eksempler på behandlinger der kan momsfritages:
  • Egentlig sygdomsbehandling.
  • Forebyggelse af specifik sygdom, fx depressioner, fobier, angst, smerter, allergi eller myoser.
  • Diætbehandling – hvis patienten har fået stillet en diagnose af en læge.
  • Ernæringsvejledning – hvis der er en øget risiko for at udvikle hjertekar-sygdomme eller type 2-diabetes. Eksempelvis, hvis man har forhøjet blodtryk, blodsukker, kolesteroltal, eller en BMI på 30 og derover.
Eksempler på behandlinger, der ikke kan momsfritages:
  • Livsfilosofier
  • Skønhedspleje
  • Personligt velvære
  • Personlig udvikling
  • Meditation
  • Drømmetydning
  • Clairvoyance
  • Coaching
  • Supervision
  • Fjernelse af uønsket hårvækst
  • Tarmskylning
  • Kropsbehandlinger rettet mod vægt og figurproblemer, herunder kostrådgivning
  • Stress

Læs mere om SKAT’s betingelser for momsfritagelse af alternativ behandling

Læs mere om SKAT’s uddannelseskrav for anden egentlig sundhedspleje

Læs mere om SKAT’s behandlingskrav 

Artiklen er et uddrag fra kompendiet Klinikdrift - din klinik som forretning af Jesper Hollensberg. Se mere her (https://www.terapeutforum.dk/kursus-i-klinikddrift)