af Gunna Højgaard.
Foreningen Registrerede Fysiurgiske Massører var i år vært for årsmødet. Det foregik fredag-lørdag 11. september i DGI-Huset i København. Mødet havde i år deltagelse fra de 4 nordiske lande.
For første gang var Island også repræsenteret. Vi manglede dog en repræsentant fra Færøerne.
NB blev stiftet i 2002
Et af årsmødets vigtigste formål er at gøre status for fagets stilling og udfordringer i hvert af vores lande. Statusrapporterne kan læses på FRFM-hjemmesiden. Der var god diskussionslyst og ivrig udveksling af ideer til det fremtidige arbejde i skoler og foreninger. Samtalen fortsatte med uformindsket intensitet i pauser rundt om kaffemaskinen og under middagen fredag aften, så der også blev dannet netværk på et mere personligt plan.
Ragnhild Lamp og Gunna Højgaard fra Internationalt udvalg i FRFM stod for arrangementet, og fra Danmark i øvrigt deltog Ole Sørensen og Hilde Ramnefjell fra FRFM´s bestyrelse. Alle massørskoler og -foreninger på RAB-niveau var inviteret, men ikke repræsenteret.
Der arbejdes i øjeblikket på at beskrive uddannelsen til fysiurgisk massør i alle de nordiske lande inden for rammerne af European Qualifications Framework (EQF), således at uddannelserne bliver sammenlignelige i de europæiske lande.
NB´s hjemmeside med data om hvert land er nu under færdiggørelse. Et aktuelt projekt er at uploade information om hvert lands uddannelse og organisationer til den fælles hjemmeside, www.nordicmassage.org
Der er pres mod branchen fra billigportalerne, som lokker med deals til urealistiske priser, så de giver anledning til social dumping. Det mærkes mindst i Finland, hvor massører har haft autorisation siden 1940´erne, og hvor mange af dem arbejder fast sammen med fysioterapeuter.
Massører i NB er enige om at stå sammen og højne både branchens niveau og organisationsgraden. En udløber af dette er, at FRFM tager initiativer, som sigter mod fælles fodslag i branchen.